Bechmann: Påskeuge med ungdomspræg

11. april 2019

Tidligere Melby-præst Poul Erik Bechmann havde sit første embede blandt Labrador-eskimoerne i Nordøstcanada. En af fisker- og fangersamfundets unge på 15 år sørgede for, at præstens første påske med 25 gudstjenester fik et såvel uventet som dramatisk præg.

Jeg husker dagen, som var det i går. Jeg sad på et bibliotek i London og læste i en dagbog. Den var skrevet af en københavner og en jyde. De var de første, der bragte Evangeliet til eskimoerne i det nordøstlige Canada i 1700-tallet.

De skrev blandt andre om en dreng på 10 år. De havde fortalt ham og hans forældre om Påskens begivenheder. De var ikke synderligt interesserede.

Opmuntringen fra en ti-årig

Ved de to danskeres næste besøg hos eskimofamilien, kom drengen løbende dem i møde. Idet han pegede på sine hænder og fødder sagde han: ‘Det var her, og det var dér!’ Det havde nemlig gjort indtryk på drengen, at Jesus havde fået søm i hænder og fødder ved korsfæstelsen. Og så tilføjede den ti-årige denne kristne bekendelse til Påskens Herre: ‘I love Him’, Ham elsker jeg!

Få minutter senere skulle jeg til ansættelsessamtale om at blive eskimopræst. Min dagbogslæsning om drengen passede til fulde med beskrivelsen fra ansættelsesbestyrelsen for Brødrekirken: Vent kun opmuntringer fra børnene i din gerning som eskimopræst!

Det viste sig i en vis udstrækning at være sandt. Børnene stod for de fleste af opmuntringerne, men det var nu ikke lige den første påske i Hopedale sogn, jeg fik bevis for det.

 

En sød knægt på 15 år

Ugen før Palmesøndag i 1977 stod der kirkebladsuddeling på programmet før min første påske. I næsten alle 70 huse var modtagelsen hjertelig. I et af husene var en far meget ked af, at han ikke ejede 50 cents, men så kom sønnen på 15 år ud i entreen og tilbød sin far at betale for kirkebladet.


‘Det var dog en sød knægt på 15 år. Sådan en søn kunne alle ønske sig’, tænkte jeg, da jeg forlod huset!
I kirkebladet stod tidspunkterne og sprogene for alle 25 gudstjenester i påsken. Alle beretninger om påsken skulle læses ved tjenester for de to grupper hver for sig: de eskimoisk – og de engelsktalende. Børnene og de unge havde også deres.

Ved gravene påskemorgen

Efter Brødrekirkeskik stod vi alle ude på kirkegården før solopgang for blandt andet at nævne navnene på alle i sognet, der var døde siden sidste påske. Solen så vi nu aldrig, og jeg havde ofte besvær med at holde sneen væk fra min tekstbog. Så kom påskens glædelige højdepunkt. Vi gik til en herlig festgudstjeneste.

 

Præsten skulle komme løbende ind i kirken og råbe: ‘Kristus er opstanden!’. Hele menigheden istemte lovsang for denne glædelige meddelelse, og hornorkestret og koret ydede deres allerbedste. Men indtil da havde Hopedale i den såkaldte ‘stille uge’ nu ikke været præget af den rene hallelujastemning!

 

Den søde knægt i ny rolle

Midt i ugen kom der i sandhed ungt præg over påsken. Onsdag nat myrdede ‘den søde knægt på 15 år’ nemlig sin far! Jeg blev kaldt til politiet for at finde og informere den myrdedes kone, der havde været andetsteds den nat. Jeg fandt hende hurtigt og kunne fortælle om sønnens ugerning, hvad hun havde svært ved at tro.


Jeg havde kun få minutter til at nå til Skærtorsdags gudstjeneste. I skarpt trav nåede jeg kirketrappen og blev straks spurgt: ‘Har præsten hørt om det frygtelige, der er sket i nat?’ - Åh jo!

 

Ti-årig i nyt drama

Nogle dage senere blev faderen begravet ved påskens 26. gudstjeneste i vort sogn med 429 indbyggere. Det næste tragiske drama fandt sted kun 17 dage efter vores usædvanlige påske. Her var det igen en dreng på kun ti år, der kom i centrum, men denne gang på ‘helte-siden’! Det var nemlig ham, der fandt en voksen kvinde, der var frosset ihjel i en snedrive.

Jo, ungdomspræget fyldte mere end hele påsken.

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com