1/1
Pladsbillet til julegudstjenester

7. december 2020

Kirkegængerne i Gilleleje må sikre sig pladsbillet, hvis de ønsker at komme til gudstjenester Juleaftendag. Gilleleje Kirke har nemlig måttet tænke i alternative baner som følge af Corona-restriktionerne.

Der bliver seks gudstjenester af 20 minutters varighed, og så skal der bruges 20 minutter på at få deltagerne Corona-sikkert ud og ind i kirken. Det bliver nødvendigvis en meget forkortet gudstjeneste uden fællessang, men med solosang, musik, læsning og en kort prædiken.

Der må være 78 personer i kirken ad gangen, når der ikke synges. De tre gudstjenester om formiddagen er tilrettelagt for børnefamilier ved sognepræst Ulla Skorstengaard. De tre eftermiddagstjenester er ved sognepræst Ole Buchardt Olesen.

 

Da der normalt er propfyldt til alle julegudstjenester i Gilleleje Kirke, har vi set os nødsaget til at lave et billetsystem, så ingen kommer til at gå forgæves.

 

Der kan afhentes billetter til gudstjenesterne i Sognegården, Gilleleje Hovedgade 45, fredag 11. december, tirsdag 15. december og onsdag 16. december kl. 16-18, oplyser Gilleleje Menighedsrådets formand, Ole Bræstrup. Der kan ikke bestilles billetter på mail eller telefon.

 

Når der i år ikke må synges i kirken, kan alle få sangblade med hjem, så de kan give den fuld gas rundt om juletræet derhjemme.

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com