1/2

Helsinge: Realskole-leder køber børnehave

8. januar 2020

Jeppe Tobberup, der er leder af Helsinge Realskole, har købt ejendommen Engerødvej 43 - den tidligere Engerød Børnehave - af Gribskov Kommune. Købsprisen er 2.425.000 kroner, og det er efter de foreliggende oplysninger ikke for at genåbne den som privat børnehave men med henblik på at udnytte matriklen til nyt boligbyggeri.

Der er et grundareal på 5.049 kvadratmeter, og det kan åbne for byggeri på 10-15 boligenheder.

Det er fjerde gang, Jeppe Tobberup indgår i ejendomskøb fra Gribskov Kommune. Han var del af selskab, der i 2012 købte den nedlagte Tofteskolen for tre millioner kroner med henblik på indretning af boliger. Han trådte senere ud af dette selskab.

 

I 2015 erhvervede han for tre millioner kroner ejendommen Hovedgaden 51 i Tisvilde, hvor et boligprojekt snart ventes udfoldet. Tobberup har solgt en del af ejendommen fra til bistro-forpagter Anders Buhl for to millioner kroner. Det er den eksisterende ejendom på grunden, mens en del af matriklen er frastykket, og her kan formentlig bygges op til fem boligenheder.

 

I 2016 købte Helsinge Realskole Bøgeskovgård i Helsinge Nord for fire millioner kroner. Det var med henblik på at lave den senere Bøgeskovgård Børnehave, der nu ligger som del af 'Troldebakkerne'.

1/2

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com