Gribskov: Sætter fokus på far med legestue

17. juli 2019

I Gribskov Kommune ved vi, at det har en stor betydning, at far og barn får en god og tæt relation fra starten af barnets første leveår. Det er vi med på og 'Fars Legestue' kommer derfor til Gribskov med tilbud til alle fædre med børn i  alderen 0-3 år, oplyser Trine Brøndmark, der er teamleder for Sundhedsplejen.

 

Øremærket barsel til fædre blev vedtaget i EU i foråret, og når den øremærkede barsel træder i kraft i Danmark indenfor de kommende år, vil man derfor kunne se flere fædre der også vælger at tage barsel og dermed være endnu mere sammen med deres børn.

 

Det vil vi gerne imødekomme og være med til at bakke op om, tilføjer Trine Brøndmark.

Fars Legestue kommer til Gribskov
Derfor åbner fredag 16. august Fars Legestue i Gribskov. Det er et sted hvor fædre med børn i alderen 0-3 år kan komme og være aktive sammen med deres børn og møde andre fædre, der som dem selv har valgt at gå på barsel, eller blot tage en dag sammen med deres børn. I Fars Legestue kan e komme og gå som det passer ind i deres dag

 

Der er åbent hver fredag fra kl. 10-13 i Kongensgavevej 93 i Helsinge. Fædrene bliver mødt af en tovholder, der byder velkommen og er med til at skabe god stemning og sikre at der er kaffe på kanden.


Sundhedsplejen vil også kigge forbi og her kan fædrene få mulighed for at stille alle de spørgsmål de måtte have.

 

Den ottende Fars legestue

Fars Legestue i Gribskov er den ottende i Danmark. Legestuen bliver åbnet i samarbejde med Forum for Mænds Sundhed der har projekt Far for Livet, støttet af Nordea-Fonden.  

 

- Vi er utrolig glade for at Gribskov Kommune vil være med til at skabe gode rammer for fædre og børn, ved at åbne en Fars Legestue, siger sekretariatschef i Forum for Mænds Sundhed, Mie Møller Nielsen.

 

- Vores arbejde med fædre, viser at mange fædre ønsker at være mere aktive sammen med deres børn, men de ved ikke altid hvor de skal finde disse aktiviteter. Derfor er Fars Legestue et rigtig godt koncept til at invitere fædre og deres børn indenfor, tilføjer hun.

Trend i Gribskov
At sætte ekstra fokus på fædre ligger rigtig godt i tråd med det arbejde, sundhedspleje i forvejen gør. Der har blandt andet i det seneste år kørt en fædregruppe for kommende og nybagte fædre. Fars Legestue i Gribskov er en oplagt forlængelse af det arbejde der allerede er godt i gang.

- Vi glæder os til at byde fædre og deres børn velkommen i vores nye Fars Legestue, og håber legestuen med tiden vil vokse, så mange fædre vil få gavne af den, siger Trine Brøndmark

1/1

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com