'Se, nu stiger solen' i 'Herrens veje'

23. november 2018  

​Den særdeles brogede forsamling i tv-serien har bragt en salme ind i danske hjem. Salmens omstridte forfatter måtte selv emigrere til Nordsjælland, da hans jyske menighed ikke kunne acceptere hans livsførelse! 'Jamen hvor han dog passer sammen med provsten i 'Herrens Veje', skriver artikelforfatterne.

 

Af tidligere redaktør Tage Bechmann, Gilleleje, og tidlligere sognepræst i Melby, Poul Erik Bechmann.

 

​Søndag efter søndag har man i hundredetusinder af danske hjem fulgt tv-serien 'Herrens Veje'. Næppe ret mange har kunnet forestille sig, at der kunne være SÅ meget rod i et provstehjem! Den særdeles brogede forsamling i tv-serien har gjort Jakob Knudsens salmehit 'Se, nu stiger solen', endnu mere kendt. “Jamen hvor han dog passer sammen med provsten i 'Herrens Veje'.

NEJ til præstens livsførelse!

Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvad en skilsmisse i et lille samfund i Jylland omkring år 1900 kunne sætte igang. Såvel følelser som snakketøj blev aktiveret hos andre end de to, hvis ægteskab stødte på grund.

Et afholdt præstepar, der måtte gå hver til sit, skabte chok og sorg. Sådan gik det for præsten og højskolelæreren Jakob Knudsen, der kom til Mellerup ved Randers i 1890. Efter kun ti års ægteskab med Frederikke, “et fint menneske”, datter af en overretssagfører, sprang bomben i 1893: præsteparret skulle skilles.

 

Præsten gift med en teenager!

Chok nummer to kom, da Jacob Knudsen ‘snuppede’ sin kvindelige medforstanders teenagedatter Helga på 19 år.

 

Chokbølgen bredte sig også ud over landet, da præsten fik en god præsteven, der  også havde en noget genstridig natur, til at afholde deres vielse - i præstens dagligstue! Forargelsen var stor.

‘Emigrerede’ til Nordsjælland

SÅ var målet fuldt. En sådan præst kunne man ikke længere respektere. Han stoppede helt som præst, og efter et par flytninger til andre byer, udvandrede han - til Nordsjælland. Han boede nogle år i Nyhusene nær Hillerød og  fik sine sidste ni år i Birkerød.

 

De sidste 20 år levede han lidt kummerligt  - også på det helbredsmæssige område - og ernærede sig som foredragsholder, oplæser og forfatter til et væld af bøger.

 

Præsten med det sammensatte sind skrev Salmebogens måske mørkeste salme 'Tunge mørke natteskyer' og Salmebogens lyseste 'Se, nu stiger solen'.  Det er to af Salmebogens mest væsentlige salmer, og han oversatte høstsalmen 'Vi pløjed’ og vi så’de'.

Power-sang i Græsted

I 'Herrens Veje' blev Græsted også nævnt på grund af byens  missionske islæt. En af de mest power-fyldte afsyngelser af 'Se, nu stiger solen af havets skød' oplevede vi imidlertid for nogle år siden netop i Græsted  Kirke, hvor en sangglad forsamling sagde ‘farvel’ til en af de kendte, kirkelige personer i Nordsjælland. Ikke færre end TI kernesalmer blev der sunget i kirken og i Kirkeladen i  Tikøb. Lyset, evighedshåbet og solen - også som Kristus-symbol - blev nævnt i mange af salmerne.

 

Salmernes solprægede univers var med til at gøre begravelses-højtideligheden uforglemmelig - trods sorgen over at miste en kær ven eller et elsket familiemedlem.    

Eks-PET-chefens salme

I en kronik i Kristeligt Dagblad fremhævede tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen, at vi lever i en ‘frygtkultur’, selv om “håb og tro er frygt og afmagt overlegne”. Han betegnede livet som en GAVE og rundede af med et vers fra Jakob Knudsens solrige salme: 

“Jeg vil ånde luften i fulde drag,

synge Gud en sang for den lyse dag,  

takke ham at morgnen mig end er sød, 

at mig dagen fryder trods synd og død”.

 

​Ja, salmen er i sjælden grad blevet folkeeje - måske også i Mellerup, hvor folket ikke ville ‘eje’ dens digter med teenage-hustruen. Og nu har en særdeles broget provsteforsamling gjort salmen endnu mere kendt. HURRA!         

 

Serien kan ses eller genses HER

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com