Helsinge: 'Skoringen' ophører 13. juni

4. juni 2020

Skoringen i Helsinge har sidste åbningsdag midt i juni. Butikken i ejendommen Østergade 4 startede med ophørsudsalg allerede før Corona-krisen satte ind, og der fortsættes med tilbud i slutspurt til og med lørdag 13. juni.

Skoringen rykkede ind i i Helsinge for knap fire år siden, da butikken åbnede i lokalerne, der i en lang årrække husede Skomagasinet. Førhen havde Sparekassen Bikuben, siden BG Bank, filial på stedet.

Byen er dermed snart uden skobutik, der ellers har hørt til netop i denne del af gaden. Gurli Christensen havde Skomagasinet i 28 år - først på hjørnet, Østergade 3, hvor Home nu har ejendomskontor, og hun flyttede siden over gaden. På hjørnet, hvor der nu er Café Laquart, var 'Helsinge Sko' i en årrække.

I VP-Arkaden har der ligeledes været skoforretning. Søren Voss stod bag 'Den lille Skobutik' i nummer 27 i arkaden.

- Vi beklager virkelig meget, at vi nu snart er uden skobutik i Helsinge, og det er en af opgaverne, vi må arbejde med, siger formand for Gadekærbutikkerne, Conny Nielsen.

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com