1/1

Big-Belly: Skraldespanden taler og sms'er

31. juli 2018

Gribskov Kommune afprøver de næste tre måneder en ny type skraldespand. Der er derfor opsat fem intelligente Big-Belly skraldespande langs stranden i Tisvildeleje. Det er talende skralde-spande,  som siger 'tak for dit affald' når strandgæsterne smider deres skrald i.

Der ud over komprimerer skraldespandene affaldet, så der kan være meget mere affald i dem og de sender selv en sms, når de er 60 % fulde, så skraldebilen kan komme forbi og tømme dem. De nye skraldespande er en del af et forsøg vedtaget i Udvikling By og Land, for at afdække om de intelligente skraldespande på sigt kan afløse en del af de almindelige skraldespande.

 

- Vi har i Udvikling, By og Land besluttet, at afprøve disse nye skraldespande. Det afhænger normalt rigtig meget af vejret, hvor meget affald der er på blandt andet strandene og det kan derfor være svært at planlægge hvornår og hvor meget der skal tømmes. Og en sommer som denne, er der bare rigtig meget affald hele tiden, siger formand for Udvikling, By og Land, Pernille Søndergaard,

 

Det smarte ved de intelligente skraldespande er, at de komprimerer affaldet så der kan være mere og at vi får besked, når de er ved at være fulde, så vi kan komme og tømme dem før de flyder over. Vi har fundet penge til at afprøve disse skraldespande i tre måneder. Så vurderer vi effekten af dem, tilføjer hun.

 

Mængder af affald på offentlige områder varierer og det gør hyppigheden for tømninger hen over året derfor også. Driften er tilrettelagt ud fra viden om årstid, område og type af affaldsstativer. I særlige situationer - for eksempel ved godt vejr eller events - kan der dog være behov for hyppigere tømning.

 

I 2018 er tømningshyppigheden sat op til syv gange hver uge på strandene allerede fra maj måned pga. det gode vejr. Alligevel er det svært at følge med. Nu håber kommunen, at de nye affaldsbeholdere både kan imødekomme behovet og motivere borgerne til at bruge dem.

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com