Gilleleje: Stegte sild på gammeldags manér

13. juli 2019

Det strømmede ind med rekord-mange deltagere til sildespisning i museumshaven i Gilleleje. 110 deltagere - heraf en del nye - var med, og igen søndag 14. juli kl. 12-14 bydes på stegte sild på gammel Gil’leje-vis ved Det gamle Hus og Skibshallerne. Bestyrelsen i Gilleleje og Omegns Museumsforening står for arrangementet.

Sild på Gil’leje-manér består af: Stegte sildefilet'er, rigeligt med stegte løg, sød sennep og syltetøj. Det hele serveret på rugbrød med en lille en samt en øl eller vand.

 

Arrangementet tiltrækker år efter år mange gengangere, som kender retten. Men også mange nye dukker til spisningen, ofte med en lidt skeptisk mine: Syltetøj til stegt sild. Uha, og umuligt. Men bagefter er de allerfleste ovenud tilfredse med at have smagt på retten. Børn og unge bydes på pølser.

Der er entré på 50 kroner for medlemmer af museumsforeningen - og det dobbelte for ikke-medlemmer. Det inkluderer både sild, en øl eller vand samt en lille én.

 

Det er ottende år, Gilleleje og Omegns Museumsforening serverer den gamle egnsret. 

1/2

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com