1/2

Valby: Stor aktivitet på Bibelcamping

11. juli 2018

Fra tidlig morgen til sen aften er der gang i aktiviteterne på Valby Bibelcamping, som i denne uge finder sted på Nordsjællands Efterskoles sportsplads. En enkelt regnbyge kan ikke slå campister fra ét år og op i 80’erne ud.

 

Det gælder også de mange, der kommer til arrangementerne på pladsen udefra. Barnegråd, fællessang i de to telte, leg på den børnesikre legeplads, samtaler over ’hækken’ fra campingvogn til campingvogn er kun nogle af de lyde, man hører på pladsen, hvor alle 40 enheder er besat. Man kan også bo på efterskolen, hvis man foretrækker en god seng og ro til middags- eller nattesøvnen.

Onsdag aften er der festaften med tale i det store mødetelt. Her kan man høre forfatteren, digteren og undervisningskonsulenten Sprint Korsholm, Børkop, tale. Og man ikke han også i morgen aften, torsdag den 12. juli kl. 10 ved bibeltimen, og kl. 19 ved aftenmødet kommer til at læse nogle af hans meget populære digte? Fredag er det administrator Kai Lund, Herlev, der runder talerrækken af.

Teltet har været godt fyldt op ved møderne i den første del af ’camping-ugen’. De voksne har hørt tale, børnene nederst i teltet har tegnet på livet løs eller spillet forskellige spil, og der er blevet sunget sange for både voksne og børn (med gevaldige fagter), og der er blevet samlet penge ind til alle, der ønskede at støtte Indre Missions telt- og campingvirksomhed.

 

Fra tale til samtale

Efter timen i det store telt går man til kaffebord (eller is-spisning) i eller uden for ’kaffeteltet’, lidt mindre end det store mødetelt. Her går samtalen på tværs af dialekter og drøftelser af aftenens tale. Man er meget velkommen til at tage ordet for at spørge ind til talerens emne eller komme med et selvstændigt indslag mellem de mange fællessange.

 

Der er ikke elektronisk musik i kaffeteltet, men en af deltagerne har medtaget ’harmonikassen’ fra det jyske og er ferm til hurtigt at finde melodien til den eller de foreslåede sange. Et populært indslag. Aftenens taler må redegøre for sine synspunkter, hvis en og anden ikke er helt enig i de fremførte synspunkter.

Boghjørnet med et væld af bøger, primært med kirkeligt indhold, er populært. Og man kan også købe cd rom’er. En bogkasse giver interesserede en gratis bog med hjem. Jo, der er gang i den på Valby Bibelcamping! 

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com