1/1

Helsinge: Tårer i Gym Helsinge over aflysning

6. marts 2020

Det er med tårer i øjnene, at Gym Helsinge må melde ud at gymnastik-opvisningen lørdag 7. marts er aflyst. Det er slet ikke til at bære, for vi ved, at vores skønne gymnaster har trænet, øvet sig og glædet sig til at vise deres familier, hvad de har lært, skriver Gym Helsinges ledelse og bestyrelse.

 

Det er resultat af opfordringerne fredag om at aflyse alle store begivenheder med over 1.000 deltagere af hensyn til spredningen af Coronavirus.

Omkring 800 gymnaster skulle have været på gulvet - og over 1.000 tilskuere var ventet til opvisning. 

Gym Helsinges bestyrelse og ledelse har taget denne beslutning om aflysning på baggrund af anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen, DGI og DIF at ikke afholde events med plus 1000 deltagere på nuværende tidspunkt. Vi ønsker at Gym Helsinges opvisning skal holdes med publikum, skal fejre vores fællesskab og være den fest, som den altid har været, betoner bestyrelsen.

 

Sidste træning med adgang for forældre

Vores instruktører vil gøre alt for at gøre resten af gymnastiksæsonen til en super god oplevelse for alle vores gymnaster. Foreningen vil hjælpe holdene med at arrangere hvert holds sidste træning som en opvisning med fri adgang for familierne. Årsmærker vil også blive uddelt ved sidste træninger til vores jubilarer. Pokaler som årets fighter og årets gymnast vil blive overrakt og bragt på vores nyhedskanaler.

 

Indkøbte adgangsbilletter og spisebilletter refunderes snarest.

 

Tusinde tak til jer alle sammen for jeres positive meldinger og opbakning i løbet af dagen i dag, slutter Gym Helsinges meddelelse om aflysningen.

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com