1/2

Naturperler: Tisvilde Hegn i ny naturkanon

20. november 2018  

Melby Overdrev og Tisvilde Hegn er nu blandt 15 naturperler, som bryste kan bryste sig af at være en del af den nye Naturkanon. Miljøminister Jakob Ellemann-Jensen løftede tirsdag sløret for de 15 udvalgte.

Melby Overdrev er Sjællands største hede, og er ganske enkelt et helt enestående artsrigt område, hvad angår planter og insekter. Blandt andet findes her mange af landets dagsommerfugle, som ellers er trængt, men her finder et levested; det gælder også adskillige sjældne og truede arter, fremhæver juryen ved udpegningen.

I forlængelse af Melby Overdrev ligger Tisvilde Hegn, Danmarks ældste og Sjællands største klitplantage, hvor det for første gang herhjemme lykkedes at standse en hærgende sandflugt ved plantning af hårdføre nåletræer.

I dag er skoven for længst blevet en rigtig skov også med bøg, birk og eg, ligesom man finder landets ældste og smukkeste fyrreskove med op til 250 år gamle skovfyr på prægtige mostæpper. Også i skoven myldrer det med liv – det er et af Danmarks mest artsrige skovområder.

 

Mellem havet og skoven finder man desuden Sjællands største klitområde, som strækker sig hele 8 kilometer langs den fineste badestrand.  Den store variation gør det til et af Sjællands allerbedste steder at opleve naturen.

Danmarks ældste klitplantage

Tisvilde Hegn er Danmarks ældste og Sjællands største klitplantage, er styrtende rig på natur. Skoven rummer bøg, birk og eg, og så har den Danmarks ældste og smukkeste fyrreskove med op til 250 år gamle skovfyr, der troner ovenpå prægtige mostæpper, som undertiden myldrer med svampe.

Med til hegnet hører Melby Overdrev, og her breder sig det flotte syn af Sjællands største, træløse ødemark. Bag havklitterne er der først en grønsvær, rigt oversået med blomster som gul evighedsblomst og nikkende kobjælde og lidt længere inde i landet tager lyngen over og danner en rigtig hede – endda visse steder med klokkelyng og porse. Hvert år gør frivillige en kæmpe indsats ved at fjerne selvsåede træer med håndkraft, så hedelyng og næsten 200 andre vilde planter fortsat kan trives.

 

Tisvilde Hegn er netop blevet udlagt som enten urørt skov eller som såkaldt anden biodiversitetsskov. Store dele af skoven bliver overladt til naturens egne kræfter, og resten drives nænsomt med naturpleje. Mellem havet og skoven findes Sjællands største klitområde, som også rummer en otte kilometer lang smuk badestrand.

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com