Gribskov: Tre valgt til at byde i Helsinge Øst

10. juli 2020

Gribskov Kommune har udvalgt tre totalentreprenører, der skal give tilbud på byggeriet i Helsinge Øst ,hvor der til udgangen af 2022 skal stå ny administrationsbygning og sundheds-faglige faciliteter klar.

13 af de 17 ansøgninger i prækvalifikationen levede op til de opstillede krav, og deraf er BAM A/S, Søborg, Casa A/S, Horsens, og Hoffmann A/S, Glostrup, nu valgt.

En systematisk vurderingsproces, som er udført af rådgiverne, kommunen har på opgaven, ligger bag afgørelsen, og de tre skal indtil september arbejde med udformning af projektet og byggepris. Der er en ramme på 119,5 millioner kroner.

I prækvalifikationen viser totalentreprenørerne, at de vil kunne udføre det ønskede arbejde. Det vises dels gennem økonomiske nøgletal, dels gennem en række referencer på tidligere gennemførte projekter.

 

Stor interesse

Samlet er den store interesse for projektet med et stærkt ansøgerfelt meget tilfredsstillende, siger centerchef Søren Korsholm.

De valgte entreprenører har alle vist høj kvalitet og gode, relevante referencer i de efterspurgte referencekategorier, og det lover godt for kvaliteten af de senere bud på opgaven, tilføjer han.

 

De tre totalentreprenører skal nu frem til ultimo september 2020 udarbejde hver deres tilbud med forslag på løsning af projektet ud fra det byggeprogram, der er udsendt af Gribskov Kommune. Efter endt forhandling træffes det endelige valg af totalentreprenør i fjerde kvartal 2020.

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com