1/1

22. juni 2019

Kulturhavn Gilleleje går ind i sommerferie  med fuldkommen uklarhed om byggestart på tredje etape af projektet, Kanalhuset. Gribskov Kommune savner endnu  at få materiale for at behandle byggetilladelse.  

I slutningen af april meldte Ellen Mariehjemmets forstander, Kirsten Schaumburg, ellers ud, at hun i et møde med direktør i KG3 ApS, Michael Nyboe, havde fået løfte om, at byggeriet kunne ventes igangsat i første halvdel af maj - med færdiggørelse i oktober 2020.

Gilleleje Brugsforening er medejer af selskabet bag etape tre i Kulturhavnen, og i årsrapporten, der blev forelagt generalforsamlingen i maj blev det oplyst, at der kunne ventes byggestart indenfor få uger. Det samme fremgik af formand Lisbet Larsens beretning. Der skulle dog afventes byggetilladelse til P-kælder i Kanalhuset.

Netop tilladelsen til P-kælderen er det springende punkt. I november 2018 blev der givet byggetilladelse til Kanalhuset, der omfatter 700 kvadratmeter butikker i stueplan, ti plejeboliger til Ellen Mariehjemmet samt 20 ejerlejligheder. Her var P-kælder ikke taget med.

Det er aftalt med de købere til lejligheder, og dermed skal der ekstra behandling til af den del. Og den er der god grund til, at bygherren venter på.

Det nødvendige materiale til behandling af byggetilladelsen foreligger nemlig ikke endnu, oplyser Gribskov Kommune:

'Behandlingen af projektet afventer, at bygherren er ved at revidere på dele af projektet i forbindelse med ønske om etablering af parkeringskælder. Materialet er endnu ikke indsendt og kræver sagsbehandling og byggetilladelse.

Det har ikke været muligt at få direktør Michael Nyboe i tale om, hvad det betyder for byggestart og bagkant for færdiggørelse af byggeriet.

1/3

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com