Græsted: Veterantog køres langs Nordkysten

24. juni 2019

Nordsjællands Veterantog kører igen i år de traditionsrige sommertog langs Nordkysten mellem Græsted og Grønnehave Station i Helsingør, og det bliver med flere stop på stationer undervejs. Der køres første gang søndag 30. juni og hver søndag i juli med to afgange, tur-retur.

Veterantoget tilbyder hele familien en fantastisk tur langs skov og strand. Der er bedt om godt vejr, så turene kan nydes i fulde drag fra de åbne ende-perroner, hvor der er rig mulighed for at indsnuse duften fra mark og skov og mærke vinden lege i håret.

Søndag 30. juni er første køredag langs Nordkysten, og det fejres med en gratis togtur for alle børn mellem tre år og 11 år, hvis de medbringer et stykke legetøj der har noget med tog at gøre.

Der bliver kørt to ture hver søndag, og ved at tage med på den første tur, er der masser af tid til at stå af undervejs og nyde de mange tilbud langs undervejs, i det billetten giver mulighed for at stå af og på.

Stop med flere oplevelses-muligheder

I Gilleleje, Dronningmølle og Hornbæk er der små hyggelige restauranter og cafeer ligesom man nok ikke finder mere indbydende badestrande end her. Der er ingen tvivl om, at disse byer tidligere var de foretrukne sommerdestinationer for det bedre borgerskab i København.

I Hellebæk fremhæves Hammermølle som ligger lidt tilbagetrukket fra stationen i Hellebæk Skov. Under de grønne bøge ligger den gamle vandmølle fra 1765 som er indrettet til cafe og museum. Cafeen byder på lækre retter som kan nyde indendørs eller udendørs med udsigt til mølledammen.

I Helsingør er der også et stort udvalg af hyggelige og indbydende restauranter og cafeer ligesom Helsingør byder på en bred vifte af kulturelle tilbud – for eksempel:

  • Museet for Søfart

  • Værftsmuseet

  • Kronborg

  • Øresundsakvariet

  • Eller måske en tur videre til København eller Helsingborg.

På den første returkørsel til Græsted, vil der være åbent på Veterantogscenteret i Græsted, hvor der gøres ophold i en lille times tid. Her har du mulighed for at gå rundt på stationsområdet og se på de smukt restaurerede vogne og lokomotiver samt stationsbygning inden turen går tilbage mod Helsingør.

 

Alle er velkomne til at spise medbragt mad i toget eller på Veterantogscentret i Græsted. Der vil være cafe-vogn med på turen hvor der sælges kaffe/te/sodavand/øl samt små lækkerier til de varmedrikke. I cafe-vognen er der også mulighed for at melde børn ind Veterantogets børneklub – Skildpaddeklubben, som tilbyder 4 blade om året, medlemsbadge, fribillet samt ti procent  rabat på cafe-køb samt i Skildpaddeklubbens handelsbod.


Søndagene 30. juni, 7. juli og 14. juli køres der med veteran-diesellokomotiv, og søndagene 21. juli og 28. juli forventes fremført med damplokomotiv.

Der er afgang fra Græsted Station kl. 10.03 og kl. 14.03. Der køres fra Grønnehave Station kl. 12.05 og kl. 16.05.

Læs også:Skinnebus Græsted-Hornbæk

1/3

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com