Gribskov: Vil styrke både bredde og elite

5. september 2018

Der skal arbejdes på både at styrke bredde og eliteidræt. Det er konklusion på den workshop, Gribskov Elite og Talentudvikling onsdag holdt i samarbejde med Gribskov Byråds udvalg for forebyggelse og Idræt om den fremtidige talentudvikling.

 

Aktører fra blandt andet børne/unge- og idrætsområdet, fra Nordstjerneskolen og Gribskov Gymnasium samt flere af kommunens unge sportstalenter deltog aktivt i workshoppen.

På mødet var der blandt andet fokus på, hvordan vi kan fastholde de unge idrætstalenter i deres lokale nærmiljø længst muligt. Det giver nemlig sikkerhed og tryghed for den enkelte udøver og familien. Det er derfor vigtigt at have de rigtige tilbud lokalt i kommunen, så skolegang og eliteidræt kan gå hånd i hånd, således at børnene har mulighed for at blive i kommunen.

Eliteidrætslinje på vej på Nordstjerneskolen

- Det var en rigtig god workshop. Jeg noterede mig blandt andet, at Nordstjerneskolen overvejer at oprette en eliteidrætslinje i udskolingen, hvor skoledagen tilpasses børnenes træning i tæt samarbejde mellem skole og idrætsforeningerne. Det synes jeg lyder sindssygt spændende, siger formand for Forebyggelse og Idræt, Trine Egetved-Sørensen.

Det rørte mig også at høre de unge mennesker fortælle, hvor dejligt det er at være en del af i Gribskov Elite- og Talentudvikling. De fortalte, at de derigennem får både venner og sparringspartnere på tværs af idrætsgrenene, hvor de ellers kan føle sig lidt udenfor i en skoleklasse, fordi de altid skal til træning og har andre interesser, tilføjer udvalgsformand.

 

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com